Behandlinger

Hvad er tandimplantater?

Et tandimplantat er en kunstig rod af metal, som indsættes i kæbebenet, hvor naturlige tænder mangler.

Ovenpå implantatet kan man anbringe en enkelt krone, en bro eller proteser, alt afhængig af hvor mange tænder der mangler.

Implantater har form som en skrue og er fremstillet af grundstoffet titanium. Titanium har den egenskab, at det er i stand til at indgå en fysisk-kemisk forbindelse med levende knoglevæv, således at det vokser sammen med knoglen og derved låses fast. Denne proces kaldes for osseointegration

Hvorfor skal man have en implantatbehandling?

Når man mister en, flere eller alle tænder, opstår der et naturligt ønske om at få disse erstattet med kunstige tænder. Dertil har man gode og velprøvede metoder som broer eller proteser.

Fordelen ved implantatbehandling er, at den ikke involverer andre tænder, som for eksempel en traditionel broerstatning, der kræver beslibning af nabotænderne.

Ældre mennesker, der længe har gået med proteser, oplever, at det bliver sværere og sværere at styre proteserne, fordi gummen skrumper.

Det er forståeligt, at man ønsker at få tænder, som sidder fast, og som man kan bruge til at tygge og tale med. Implantatbehandling kan her tilbyde muligheder for hjælp, hvor man ønsker fastsiddende erstatninger. Implantaterne er fast forankrede i kæbebenet, præcist som soklen på et hus eller fundamentet til en Storebæltsbro.

Hvad er kroner og broer?

Man forbinder normalt ordene kroner og broer med tandlægen og en større udskrivning. Begge dele er korrekt – men meget billigere hos SparTand.dk.

En krone er en erstatning af metal eller porcelæn, som dækker hele den naturlige tandkrone, når denne er defekt.

En stiftkrone er en krone, som sidder fast på den naturlige tandrod med en stift i rodkanalen. Det vil sige, at en stiftkrone altid sidder på en tand, som er rodbehandlet og mangler det meste af den naturlige tandkrone.

En bro erstatter en eller flere manglende tænder og er som regel hængt op på naturlige tænder i hver ende (anker eller støttetænder) med en krone.

Hvis en bro kun hænger på en ankertand og har et frit svævende led, taler man om en extensionsbro.

Normalt berører mellemleddet i en bro tandkødet. Men undertiden fremstiller man en bro bagtil i munden, hvor mellemleddet kun er en forbindelses stang af metal fri af tandkødet, hvilket kaldes for en svævebro. En tredje form for broerstatning er en såkaldt støttebro, der fremstilles til patienter med løse tænder på grund af paradentose.

Hvad er en protese?

Ordet protese stammer fra det græske ord Prosthesis, der betyder ‘en tilføjelse’.

En protese er en konstruktion til erstatning af manglende eller defekte legemsdele. Det kan være en arm, ben, hofte eller tænder. Når man taler om tandproteser, tænker man altid på en aftagelig erstatning for en eller flere tænder. Det vil sige, at man selv kan selv tage protesen ud, når man ønsker det. I modsætning til en ikke aftagelig protetisk erstatning, som for eksempel en krone eller en bro der sidder fast på tænderne, kan man tage en protese ud og rengøre den.

Hvilke typer proteser findes der?

Helproteser

En protese, som erstatter alle tænder i en kæbe, kaldes en helprotese. Har man helprotese i både over og underkæbe, taler man om et helsæt. I folkemunde hedder proteser også gebis (tysk af beissen = bide) eller det tredje sæt tænder.

Dækprotese

En helprotese kan hvile ovenpå naturlige tandrødder og eventuelt sidde fast på disse med nogle små tryklåse. Her er tale om en dæk- eller hybridprotese.

Delproteser

En protese, som erstatter nogle tænder, kaldes for en delprotese. Hvis den er fremstillet på basis af et metalskelet, der sidder fast på de resterende tænder ved hjælp af bøjler, hedder den en unitor.

En smileprotese er en delprotese, der som regel erstatter en eller to tænder fortil. De er typisk mistet ved fald eller slag. Mens man venter på, at kæbebenet skal hele, så den endelige rekonstruktion kan laves, indsættes smileprotesen som en midlertidig kosmetisk løsning.

Hvis man foretrækker at sætte smileprotesen fast, kan den limes til nabotænderne. Det kaldes for en ætsebro. Det hedder den, fordi tandoverfladen på nabotænderne behandles kortvarigt med syre for at gøre overfladen ru, således at limen binder bedre.

Hvis en protese indsættes samme dag, tænderne trækkes ud, kalder man det en immediatprotese (fra engelsk immediate, som betyder straks). Efter cirka tre måneders forløb når gummen er helet, skal den omstilles til en endelig protese.

Obturatorprotese

Endelig har man også en obturatorprotese (af latin obturare, betyder ‘at tilstoppe’). Den fremstilles typisk til mennesker, som har mistet en del af kæben grundet ulykker eller kræftoperationer.

Hvis protesen dækker over en defekt i ansigtet og bidrager med for eksempel et kunstigt øje eller næse, taler man om en epitese eller ansigtsprotese.

Tandproteser er en stor hjælp for mange mennesker. Det er vigtigt, at protesen passer, og det er en længere tandteknisk arbejdsproces. Det er også vigtigt, at protesen holdes ren. Er de ting i orden, vil langt de fleste mennesker have glæde af deres hjælpemiddel.

Hvad er rodbetændelse?

Tandrodsbetændelse er betændelse omkring roden af en tand, hvilket som regel er en følge af et dybt hul. Bakterier fra hullet i tanden breder sig som betændelse til tandens nerve, der efterhånden dør. Breder betændelsen sig til den knogle, som tanden sidder fast i, opstår der en rodbetændelse.

Næsten alle mennesker oplever at få tandrodsbetændelse én eller flere gange i livet. Den bedste måde at forhindre rodbetændelse på er ved at undgå huller i tænderne og få lavet de huller, som opstår, inden de når at blive alt for store. Det er derfor vigtigt at gå til tandlæge regelmæssigt.

Hvorfor får man rodbetændelse?

Tandrodsbetændelse opstår, hvis nerven i tanden er død efter et dybt caries angreb. Bakterierne i hullet breder sig til tandens nerve, som sidder midt inde i tanden. Når bakterierne har nået tandens nerve, går der betændelse i den. Herefter dør nerven og betændelsen breder sig til den knogle, tanden sidder fast i. Rodbetændelse kan også opstå i en tand, som allerede har været rodbehandlet. Det skyldes, at ikke alle bakterier i rodkanalen blev fjernet ved den første rodbehandling. Hvis bakterierne kommer uden for rodkanalen, vil der opstå en ny betændelse omkring roden.

sinusløft  har til formål at forøge mængden af knogle i (overkæbenben) i området med premolar og molar ved at løfte den nedre (sinus membran) og placere et knoglevævs materiale.

Helt overfladiske, begyndende huller kan lukke sig selv ved hjælp af den kalk, som er i spyttet. En forudsætning er dog, at mundhygiejnen bedres og, at sukker og slikforbrug nedsættes. Hvis det lykkes at lukke sådanne huller, vil der oftest opstå brunlige misfarvninger svarende hertil.

Oftest er hullet dog så stort, at der må en fyldning til. Hvor valget tidligere stod mellem et tandfarvet plastmateriale eller sølvamalgam, er brugen af sølvamalgam nu indskrænket til store fyldninger i blivende kindtænder, hvor det er åbenbart at fyldningens holdbarhed bliver bedst med sølvamalgam. Sølvamalgam må ikke bruges i mælketænder.

Hvordan behandles misfarvede tænder?

Behandlingen retter sig efter årsagen til misfarvningen, hvorfor der skelnes mellem behandling af interne og eksterne misfarvninger.

Behandling af interne misfarvninger

Interne misfarvninger som opstår fra indre blødninger i en død nerve udføres ved at fylde nervekammeret op med en blegende pasta, som skiftes ugentligt nogle gange indtil den ønskede virkning er opnået. Behandlingsresultatet vil i de fleste tilfælde være permanent og patienten sparer at få lavet en krone på den misfarvede tand.

Behandling af eksterne misfarvninger

Ekstern blegning kan udføres på tandklinikken af tandplejepersonalet eller hjemme af patienten selv efter nøje vejledning fra tandplejepersonalet.

Ved første besøg tages aftryk af tænderne, hvorefter der fremstilles en skinne som passer præcist til tænderne med plads til blegemidlet på den synlige del af de tænder som skal bleges. Det er vigtigt, at skinnen ikke berører tandkødet og inden blegningen kan påbegyndes, foretages grundig afpudsning af de tænder som skal bleges.

Til blegningen hos tandlægen anvendes en gel eller pasta, som indeholder 30-35 procent carbamidperoxid (svarende til ca. 10-15% brintoverilte). Gelen kommes i den individuelle skinne og blegetiden er 1–2 timer, evt. fordelt over nogle gange.

Til blegning hjemme anvendes en brintoveriltegel, hvis koncentration er noget mindre end den, tandlægen bruger. En hjemmeblegning tager 2–3 uger, hvor man har en blegeskinne på 1-2 timer om dagen, eller hele natten.

Tandfacader – som limes pænt på tænderne